RØMØ GOLF OG WELLNESSCENTER

– feriekompleks bygget på inspirerende sønderjyske traditioner

Den oprindelig byggetradition på Rømø har været til stor inspiration i anlæggelsen af dette nye store feriekompleks. Det arkitektoniske hovedmotiv for Rømø Golf og Wellnesscenter står ligeledes i kontrast til det flade land og horisonten med de markante og store stråtage.

Når man kommer tættere på, afsløres de lange røde teglmure, der som faste kerner binder anlægget sammen, definerer sammenhængen til landskabet og skaber læ.

 

Faciliteter

Wellnesscenteret er kæmpestort og veludstyret med alle de bedste spafaciliteter. Der er skabt en helt fantastisk atmosfære, ikke mindst fra de store tagvinduer som kreerer et helt unikt lysindfald.

Spaområdet består af nymoderne saunaer, dampbade og udendørs- samt indendørs bassiner i forskellige temperaturer. Herudover er der selvfølgelig også mulighed for diverse helse behandlinger, såsom en afslappende massage eller helbredende fodterapi.

Er man golf-elsker, vil resortets 18-hullers golfbane en exceptionel oplevelse. Golfbanen er kendetegnet med små søer og har en enestående udsigt over havet og klitterne.

Feriekomplekset er bestående af omkring 200 nye ferieboliger til henholdsvis 4, 6 eller 8 personer.

 

Sønderjysk bygningskultur

Den stedlige sønderjyske bygningskultur kendes ved de store gårde, som i kontrast til det flade land ligger hævet over landskabet. Gårdenes stråtage anes på afstand som markante sejl på havet, der ligger og skurer på hinanden.

Rømøs oprindelige gårde er også kendetegnet ved ofte store organisk formede stråtage samt de røde teglsten, der nuancemæssigt varierer fra brunlig til stærk rød i en smuk patina.

Indgangspartierne er fremhævet og ofte med dekorative mønstre omkring dørene.

Gårdene blev bygget på øer – kaldet varfter – som en forebyggelse mod oversvømmelse. I dag anbefaler Stormflodsrådet at sikre ny bebyggelse på Rømø mod stormfloder. Derfor er Rømø Golf og Wellnesscenter anlagt og samlet i ”landskabsøer” på plateauer.

Projektets Nøgletal

Bygherre: RGW A/S v/Hans Schmidt og Lars Svensen
Omfang: 200 ferieboliger samt Wellness Center med sportsfaciliteter, svømmehal og kurbade
Areal: 3.680 m² wellnesscenter - 21.000 m² ferieboliger
Gennemført: 2005 - 2007
Budget: 375 mio. kr.